Jacquesson

Jacquesson

0 products

    Brødrene Jean-Hervé og Laurent Chiquet har i løbet af sidste ca. 35 år fået Champagne Jacquesson op i den absolutte topklasse hvad angår champagne. Jacquesson begrænser sit salg for at øge kvaliteten, mens andre mangedobler salget. Vinen gærer og lagrer i egefade indtil tapning, og den hverken klares eller filtreres. Resultatet er mineralske, intense og helt tørre vine – Champagne i en klasse for sig!

    Champagne Jacquesson blev overtaget af brødrene Jean-Hervé og Laurent Chiquet i 1988. De har, med målrettet arbejde, fået husets kvalitet og ry op på øverste hylde. Deres hovedfokus har været maksimering af basisvinenes kvalitet ved omhyggeligt, rettidigt markarbejde og skrap sortering. “En middelmådig vin er en middelmådig vin, uanset om den har bobler eller ej”, siger de. Kunstgødning, insektgifte og chaptalisering / sukkertilsætning til mosten bruges ikke.

    Et andet kardinalpunkt for dem er kontrol med druematerialet, så andelen af indkøbte druer løbende reduceres og i 2019 var nede på max. 20% – og kun fra nabodyrkere til deres egne parceller, så druerne kan presses hurtigt efter høsten.

    Egne marker er parceller i Valée de la Marne: Aÿ, Grand Cru, Dizy og Hautvillers, Premier Cru. Marker med et varierende indhold af ler og mergel, udover kalk, vendt mod øst, syd og sydvest. I Côte de Blancs: Avize og Oiry, begge Grand Cru, sydvendt med dyb kalkjord. Druerne presses i vertikale kurvepresser, som er gode til ikke at rive drueskindene op og tilføre farve fra de røde druer til mosten, ligesom stilkene forbliver hele. Tanninerne i dem modner sjældent helt så højt mod nord og kan tilføre bitre toner til mosten, hvis de knækkes. 2. pres sælges altid videre; af og til også dele af 1. pres, hvis kvaliteten ikke er høj nok.

    Gæringen sker i ældre egefade 3 – 4 mdr., og vinen lagrer videre uden omstikning med batonnage / omrøring ugentligt. Vinene gennemgår malolaktisk gæring / æble-mælkesyregæring, klares og filtreres ikke. Når enkeltmarksvine laves, kommer de på flaske til 2. gæring omkring juli efter høsten. 700-serien først efter næste høst. Lagring af basisvinen på eg er medansvarlig for, at vinene kan være knastørre og alligevel have en forunderligt, luftig og rund mildhed i eftersmagen.

    Cuvée 700 serien er, for hvert nyt nummer, baseret på en årgangs grundkarakter med ca. 20% reservevine (ældre vine), som tilfører ekstra dybde, nuancer og kan justere lidt på fx. syreniveau uden at tage årgangsidentiteten fra vinen. Ideen kom fra en gammel kælderbog, hvor cuvée nr. 1 blev lavet i 1898 for at fejre husets 100-års jubilæum. Den moderne implementering af systemet begyndte med Cuvée 728 og årgang 2000.

    700-vinene har altid forrang for enkeltmarksvine, der kun produceres når 700-cuvéen ikke derved mister kvalitet. Fx. blev Corne Boutay 2011 (100% Chardonnay fra Dizy) lavet, men endte med at komme i Cuvée 739 for at gøre den bedre. Den første Cuvée 700-DT / Degorgement Tardif kom på markedet i 2014. Disse er samme vine som den oprindelige, der har ligget på gæren dobbelt så længe, hvorved de får øget kompleksitet og aromanuancer uden at frugtens vitalitet ældes samtidig.

    (https://eriksorensenvin.dk/producenter/frankrig/champagne/champagne-jacquesson-fils/)

    0 products

    Sorry, there are no products in this collection.

    Recently viewed