Profetas e Villões
Profetas e Villões er et samarbejde mellem Antonio Macanita (som vi kender fra Azores Wine Company) og den lokale Nuno Faria. Det blev født ud af pandemien da Nuno udfordrede Antonio til at kigge på de lavt-voksende planter på Porto Santo. Her står Listrao (Palomino Fino) og Caracol plantet tæt på havet i små beskyttende "clos'er".
Porto Santo er den ældste af de portugisiske øer og er flad i forhold til den meget større nabo-ø, Madeira. Af samme årsag regner det stort set ikke på øen og vitikulturen er meget udfordret. Det er mestendels vulkansk grundsten men med lommer af kalket sand fra havbund som har rejst sig igennem årene. Et særligt og udfordrende terroir som kræver grundige overvejelser.
Vinene laves nogenlunde som vinene på Azorerne som deler mange af forudsætningerne fra Porto Santo. Den store forskel er at produktionen på Porto Santo er så lille at vinen bogstaveligt talt bliver lavet i afkølede 30-fods containere (der er ingen vinerier på Porto Santo) hvor det er mest praktisk med (brugte) mindre egetræsfade.
Planterne er gamle, kravler henover sandet uden stokke for at beskytte dem mod det nære havs påvirkning og der dyrkes økologisk dog uden certifikation. Der bruges en pæn andel pressevin (langsom presse) for at give tekstur og dybde til vinene. Gæring er spontan og foregår i de brugte fade. Der svovles en lille smule inde vinene flaskes og kun naturlig klaring og filtrering benyttes. Lyder opskriften bekendt?
Foruden de hvide vine fra Porto Santo laves der også den rødfrugtede og lyse Tinta Negra (Molar/Saborinho) fra det nordlige og relativt høje Madeira omkring São Vicente.