Mee Godard
Mee Godard har lavet vin siden 2013 hvor hun slog sig ned i Morgon efter at have færdiggjort sit oenologi-studie. Hun var heldig at kunne overtage gamle marker fra André Meyran som måtte pensionere sig uden nogen arvinger. Hun råder over ca. 2 hektar i Côte de Py & Corcelette samt 1 ha. Gran Cras. Desuden en smule Moulin-à-Vent, Beaujolais-Villages og Beaujolais Blanc. Markerne er mellem 40- og 70+ år gamle og alt står tæt plantet i gobelet.
Vinmarksarbejdet har været økologisk siden 2016 og Mee bevæger langsomt men sikkert mod biodynamik. Alt høstes i hånden og i kælderen bruges der ca. 50% hele klaser og der gæres semi-carbonisk på cement i 12-16 dage inden vinene lagres på et mix af brugte foudre og demi-muids. Lagringen er typisk knap et år på fad inden vinene flyttes til flaske hvor de lagrer yderligere inden de frigives 2. forår efter høsten hvilket efter de normale standarder er relativ lang tid.
Mee beskriver selv sine vine som "Vin de Garde", kvalitetsvin som er lagringsegnet. Hendes semi-modernistiske tilgang fornægter sig dog ikke og der er også en vis umiddelbarhed. Vinene fra Mee Godard er både aromatiske og friske men besidder samtidigt struktur og nerve!