Om Textur Vin
Goddag, vi hedder Christian og Arvid, og vi er vinformidlere.
Dels forstået på den måde, at vi ejer Textur vin, som både er en vinimport med fokus på salg til restauranter og en vinbutik beliggende på Frederiksberg. Men også på den måde, at vi bare enormt gerne vil snakke en hel masse om de vine, vi har på hylderne, for vi har udvalgt dem nøje.
Da vi startede i (årstal) var det uden dogmer, det vigtigste var kvaliteten. Sidenhen har det imidlertid vist sig, at der er en rød tråd i vores udvalg af vine. For eksempel dyrker alle vores producenter enten efter økologiske eller biodynamiske principper (med certifikat eller ej), og så arbejder de med naturlig gæring og lagrer som oftest på neutrale beholdere, det være sig cement, gammelt træ eller ler.
En del af vores producenter kan af samme grund kalde sig naturvinsproducenter, men ingen af vinene er som sådan særligt 'naturlige' i smagen. Og her er vi fremme ved noget, man efterhånden godt kunne kalde et dogme: Når vinene begynder at smage for meget af den metode, de er blevet til på, og mindre af den jord og den drue, de er gjort af, så står vi som regel af toget. I stedet holder vi af renhed og transparens. Og friskhed, balance, nerve, tekstur, drikkevenlighed, kompleksitet, luftighed, klarhed og mineralitet er også ord, der klinger udmærket i vores bog.
Vi importerer fra både små og mellemstore vinhuse. Nogle med lang historie, andre med kort. Nogle fra komplet ukendte områder, andre fra komplet ikoniske. Samlet set vil vi allerydmygst sige, at alle vores producenter ligger i toppen af deres respektive vinområder.
I butikken på Henrik Steffens Vej 2 har vi foruden vine fra egen import også en smule fra andre små passionerede importører. Fra tid til anden sætter vi også lidt vine på hylden fra vores egne samlinger. Fordi vi ikke kan la’vær.