Cerbaiona - Ikonisk vin fra Brunello di Montalcino

30. apr. 2026
Vi er netop hjemvendt efter et par gode og intensive dage i Toscana. For tiden arbejder vi med fire producenter i hhv. Chianti, Chianti Classico og Montalcino og selvom det kan være svært at allokere tid til det, så er det vigtigt at vi får besøgt og smagt og forstået de mennesker og de vine vi arbejder med. Selvom det ofte bliver mødt med et smil, når man siger, at det er hårdt arbejde at rejse rundt og besøge vingårde og smage vin, er der faktisk meget sandhed i det. Mange kilometer bag rattet i tvivlsomme lejebiler, slidte emaljer, få timers søvn og morgenmad, som inhaleres på få minutter, mens GPS’en indstilles. Fornøjeligt er det nu også.
Hovedformålet med denne tur var dog uomtvisteligt at besøge Cerbaiona i Montalcino hvis vine vi er begyndt at formidle i dette forår. En gammel, nærmest mytisk ejendom fra 1400-tallet, lige sydøst for foden af Montalcino-bjerget, som selv rejser sig over 500 meter op i det smukke bakkede landskab, der danner grundlaget for Brunello- og Rosso di Montalcino vinene. I modsætning til Chianti dyrkes der kun én drue her, nemlig Sangiovese. Sangioveses væsen er et af astringens og dens fra naturens side bitre tannin kræver dels varme og modenhed i markerne, men også langsom oxidation i fad eller flaske for at afbløde den. Sådan er Brunello-vinen også født. En historisk set meget kostbar vin, som blev lavet i små mængder fra den mest modne frugt, lagret længe i dyre, importerede egetræsfade frem for de lokale af kastanje (som bidrager med mere tannin). Lagringen gjorde vinen mere harmonisk og kompleks, men ændrede også farven mod det mere brunlige. Efter anden verdenskrig foranledigede et økonomisk opsving, at der blev plantet flere marker og lavet mere af den kostbare vin og således begyndte beplantningen af skråninger omkring Montalcino først for alvor. 
Der er få steder, der er så betagende som byen Montalcino, og det er ikke underligt, at den indtager en særlig plads i hjertet hos mennesker over hele verden. Det er derfor ret besynderligt, at appellationens ry som en stor vinregion i virkeligheden er ret ung og i høj grad bygger på en håndfuld karismatiske individer med særlige ideer. 
 
Diego Molinari var en af de markante personligheder, der var med til at skabe myten om Brunello. Hans Cerbaiona, den lille vingård på en bjergskråning (som den deler med Salvioni-familiens La Cerbaiola), producerede nogle af appellationens største vine i de første årtier efter 1981. I 2015 var der ingen til at arve ejendommen, og man kan roligt sige, at nogle af årgangene fra de foregående år ikke helt levede op til terroirets potentiale.
Her kommer Matthew Fioretti ind i billedet. Matthew har en lang karriere i vinbranchen bag sig og har specialiseret sig i at finde nogle af de bedste vine i Italien, et land han flyttede til i 2004. Mens han arbejdede hos Biondi-Santi, satte familien Molinari deres ejendom til salg. Matthew satte alt ind og formåede at skaffe midlerne til at købe ejendommen med hjælp fra eksterne investorer og gik i gang med at genoprette Cerbaiona til sin tidligere pragt med ambitionen om at gøre det endnu bedre. Han gik til opgaven med en iver, der grænser til det besatte, og ingen udgifter er blevet sparet. Vinmarker, vineriet, ejendommen, haverne... Det er svært at sætte ord på. Man skal næsten være der for at forstå al den tanke, det arbejde og den investering, der er lagt i dette projekt.
Efter at de nye ejere har overtaget er absolut alt blevet rektificeret på ejendommen. Alle marker er blevet omplantet med nøje udvalgte kloner i høj beplantningstæthed og i den traditionelle alberello opbinding (Gobelet/Bush Wine). Når Cerbaiona vælger denne traditionelle opbinding, er det fordi at denne metode, som man stadig finder på eksempelvis Etna-vulkanen, bedre beskytter frugten mod varme, sikrer god ventilation og modner de enkelte drueklaser på planten homogent. Men, det er også en metode som nedsætter muligheden for netop mekanisering og kræver at vinbonden tager stilling til beskæring af den enkelte plante år ud og år ind. En forøgelse af arbejdsbyrden og kravet til markarbejderens erfaring og dygtighed.
I kælderen har alt også fået en forvandling. Først og fremmest er den gamle, og fredede ejendom, blevet totalt istandsat, men den er også blevet udbygget. Der er en nye, koniske rustfri ståltanke til den primære og malolaktiske gæring og fad- og flaskekælderen er udvidet kraftigt og er kommet ned under jorden. Fadene er udskiftet og Matthew har overbevist sig selv (og os) om at mindre fade, fra de rigtige bødkere og med den rigtige andel ny eg, faktisk klæder Sangiovese rigtigt godt. Hvis det stod til Matthew, ville han faktisk lagre vinene i kortere tid end minimumskravet, da han anser overdreven lagring på træ for at være til skade for den rene frugt, som han søger i vinene.
Under vinfremstillingen plukkes druerne som regel af klaserne, men knuses ikke. Gæringen foregår med hele druer i rustfrit stål med forsigtig nedstampning. Modningen foregår i en række forskellige træfade, fra 228-liters tønder til store foudres fra Østrig. Tønderne bruges generelt i fire år, før de udskiftes. 
Ved vores besøg var Matthew meget generøs og viste os både de nye vine, fra de nye planteringer, men også vine i mellem-årene, dvs. fra 2016 til 2020 hvor der både er frugt fra ejendommen, men også fra andre dyrkere, samt vine fra Molinaris tid. Konklusion var ikke svær. Vi smagte Brunello 2004 & 2010, begge med tydelige antegninger af både volatilsyre og brettanomyces, som sikkert har givet vinene kompleksitet og charme i deres ungdom (begge vine blev i sin tid ratet meget højt af diverse vinkritikere), men nu har vundet helt og aldeles over frugten. Årgang 2019 & 2020 var begge store vine og viste de to, gode, årganges typiciteter frem.
 
Det helt store skift i udtryk og kvalitet kommer dog først på banen i 2021-årgangen. Foruden at være en fremragende årgang hvor koncentration og friskhed harmonerer absolut, så er det også første årgang hvor det kun er de nye tilplantninger som er blevet brugt i Cerbaiona Brunello di Montalcino. Og wow! Hvilken vin. Vi er alle enige om at det er en af de allerstørste ‘unge vine’ vi har smagt i meget, meget lang tid. På trods af at det er Brunello, så er det mere en vin af finesse og elegance end det er en vin af power og koncentration og uden tvivl en vin med et par årtier foran sig - selvom det er svært at holde munden fra glasset på nuværende tidspunkt. 
Alt i alt, så ender det med at være en vin vi selv kommer til at hamstre.
Den største anbefaling herfra. 
 
Tak fordi du læste med
 
Med venlig hilsen
Christian, Arvid, Oliver & Morten
Tilbage til News

Del dette