Château Peybonhomme-Les-Tours
Château Peybonhomme-Les-Tours ligger ved landsbyen Cars i Blaye-Côtes de Bordeaux på højre bred af Gironde. Familien Hubert har ejet ejendommen siden slutningen af 1800-tallet, hvor slottet på daværende tidspunkt var klassificeret som Premier Cru Bourgeois. I dag råder domainet over omkring 38 hektar vinmarker på ler- og kalkholdige jorde, alle vinificeret på ejendommen.
Familien har gennem generationer arbejdet med de klassiske druesorter fra Bordeaux, men domainets nyere historie er i høj grad præget af et markant skifte i retning af en mere naturorienteret dyrkning. Et skifte som i Bordeaux, gjorde Peybonhomme til en af de få fremadskuende producenter i regionen. Omkring årtusindskiftet begyndte Catherine og Jean-Luc Hubert gradvist at omlægge arbejdet i vinmarkerne til økologisk og senere biodynamisk dyrkning.
I dag drives ejendommen af næste generation med Guillaume og Rachel Hubert i spidsen. Guillaume vendte tilbage til domainet i 2007 efter studier i miljø og økologi, og hans interesse for biodiversitet og naturlige økosystemer har cementeret domainets fokus på biodynamisk dyrkning. Rachel sluttede sig senere til projektet og arbejder blandt andet med mere eksperimenterende vinifikationer med amfora, længere macerationer og pet-nat, igen tilgange nærmest uset i Bordeaux-regi.
Vinmarkerne ligger på skråninger ned mod Gironde og nyder godt af den tempererende effekt fra både floden og Atlanterhavet. Jordbunden består primært af kalk og ler, hvilket man tydeligt mærker i vinenes struktur og fokuserede mineralitet. De fleste marker er plantet med klassiske Bordeaux-sorter som Merlot og Cabernet Franc, men i takt med efterspørgslen i markedet er flere hvide sorter blevet genintroduceret; Sémillon, Sauvignon Blanc og Colombard, målet er en fordeling tættere på, hvordan det var før Bordeauxs storhedstid.
I markerne pløjes der for at holde jorden levende, og brugen af kobber og andre behandlinger holdes på et minimum. Druerne høstes udelukkende i hånden. I kælderen gælder samme filosofi, minimal indgriben og fokus på terroir. Vinene vinificeres derfor med druernes egne gærstammer, primært i betontanke. Afhængigt af vin og stil lagres de efterfølgende i beton eller i store brugte fade.
Dette er altså ikke Bordeaux som man kender det, men snarere Bordeaux som man kendte det, old-school og moderne på samme tid.
2 produkter